Kom og nyd et BED&NATURE ophold i vores to skønne ferielejligheder. Du finder dem på Vesteraas ved havet på Ærø. Begge boliger er fuldt møblerede og indrettet med tanke på det som giver ro, mening og skønhed for både øje og sjæl. Hver ferielejlighed har tilhørende have, åben for at nyde en stund i liggestolen eller spise sammen ved havebordet eller tilberede et måltid ved ildstedet.
Der er alle muligheder for at I kan få det ophold, som I ønsker jer. Lad den ene dag snuppe den anden. Omgivelserne er pragtfulde og med mosaikken – hav, bæk, skov, strand, mose, klint og eng – er der rig mulighed for ophold i naturen, aktivt eller som en stille oplevelse, i fællesskab eller alene.
Gården Vesteraas ligger i det for tres år siden fredede Voderup Klint. Området er i dag omfattet af Natura2000-ordningen, og senest udpeget til en National Seværdighed begrundet i de landskabelige værdier.
Gårdens to voksne byder på en række sanseæggende og inspirerende oplevelser, som gæsterne kan benytte sig af. For eksempel smagen af gårdens oksekød med saltengens kvaliteter. Naturvejledning og ture med afsæt i landskabets mange muligheder. Sansesafari, med mindfulness. Eller en filosofisk salon i hytten på stranden, hvor bækken løber ud i havet – og mere til.